Jane Mondrups fortælling om det uldne hårvæsen, Vatte, er en gendigtning af temaer fra den nordiske mytologi, der taler direkte ind i en række aktuelle tematikker fra samtiden. Bogen undersøger emner som krig, religion og identitet i en fantasifuld setting, der indbyder læsere i alderen 9-12 år, til at træde ind i en verden fyldt med aser, jætter og norner.
Hvert kapitel i bogen er suppleret med en illustration af Jacinta Madsen, hvilket understøtter fortællingens fantastiske dimension på en skønt underfundig måde.
Bogen er tænkt ind i en didaktisk men ikke moraliserende kontekst, hvorfor den er velegnet til børn i skolealderen.
Anbefalet i Skalk Junior:
Vattes vandring handler om det mystiske væsen Vatte, der er skabt af hår fra alle aser, vaner og jætter, som du kender fra nordisk mytologi. Historien fortæller om Vatte, der prøver at finde ud af, hvem han er, og hvor han hører hjemme. Samtidig vandrer han gennem verden og prøver at forhindre Ragnarok. Det er en fortælling om krig og om hellere at ville fred og plads til at være forskellige. Vatte er modig, når det gælder, selv om han bare er en lille fyr.
En god bog til dig der kan lide anderledes fortolkning af nordisk mytologi, og som gerne vil tænke over de store ting i livet. //
(Boghylden. Fundet, læst og nabefalet af Julie Arndrup. børnebibliotekar på Brønshøj Bibilotek)