Slangering i sølv (str. 61 og opefter)
Med slangen kom synden ind i verden, og den blev ondskabens symbol - men også klogskabens og lægekunstens. I slangeringen, hvor den »bider sig selv i halen«, må man gå ud fra, det er dens bedste egenskaber, der er tænkt på, især da selve ringformen forlener den med guddommelig kraft, den som er uden ende. Typen kendes fra oldtidens Middelhavslande, særlig udbredt i kejsertidens Rom. Under renæssancen, hvor man greb tilbage i fortiden, kom den igen på mode.
En fingerring af denne art, vel fra slutningen af 1500-årene, blev i 1939 fundet nær stranden ved Korsør og indsendt til Nationalmuseet. Med venlig tilladelse herfra har vi til læsernes bedste ladet den eftergøre. Originalens indre omkreds er 5,4 cm.