Det er tanken i Grundtvigs forfatterskab, at hvis opdragelsen eller undervisningen både i samfundet og i den kristne menighed ikke skal være en nytteløs tant og dårskab, som ikke gør nogen forskel for eleverne skal skolen og undervisningen foregå efter principperne i en slags mesterlære.
I en sådan mesterlære er mesteren den centrale og uundværlige agent. Eleverne kommer gradvist ud af deres afmagt og udyd nemlig den udygtighed, ukærlighed og vankundighed, som prægede dem ved deres indtrædelse i skolen, ved deres samliv med mesteren. Deres tilstedeværelse i skolen er præget af en centripetal bevægelse, hvor de gradvist nærmer sig en identitet med mesteren og hans dyder og på den måde i stigende grad bliver ensformede nemlig efter mesterens form og skikkelse.
I en sådan mesterlære er mesteren den centrale og uundværlige agent. Eleverne kommer gradvist ud af deres afmagt og udyd nemlig den udygtighed, ukærlighed og vankundighed, som prægede dem ved deres indtrædelse i skolen, ved deres samliv med mesteren. Deres tilstedeværelse i skolen er præget af en centripetal bevægelse, hvor de gradvist nærmer sig en identitet med mesteren og hans dyder og på den måde i stigende grad bliver ensformede nemlig efter mesterens form og skikkelse.
