Plinius den Yngre valgte selv – pÃ¥ opfordring, skriver han – at udgive sine breve. Det blev til 247 i alt, af meget forskellig længde, til mange forskellige personer, om mange forskellige emner. Samlet udgør de et enestÃ¥ende dokument om livet privat og offentligt, pÃ¥ godt og ondt, som det formede sig for en højtplaceret borger i Rom i den tid (omkring Ã¥r 100 e.Kr.), hvor imperiet og kejsermagten kulminerede. Det forunderlige er at de har gjort ham kendt, uden at han har sat sig mærkbare spor pÃ¥ andre omrÃ¥der, hverken politisk eller Ã¥ndshistorisk. Faktisk har de snart bestÃ¥et 2000-Ã¥rsprøven pÃ¥ deres litterære og dokumentariske værdi. Ligesom aftrykkene af de døde i Pompeji , hans samtidige, bringer de et rigtigt menneske i øjenhøjde med os, pÃ¥ tværs af tidsafstanden. Brevene i denne oversættelse er grupperet efter emner og indbyrdes sammenhæng, hvorved Plinius’ egen â€tilfældige†rækkefølge er brudt op. Til gengæld træder konturerne af forfatterens personlighed og hans samtid skarpere frem for den nutidige læser, der ellers let kunne tabe enhver trÃ¥d i mangfoldigheden.
