’â€Det lykkedes nogen at bringe Annitempernes kræfter under kontrol.†Radulfir mødte hendes blik. â€Det er de Ã¥nder, der bestemmer naturens gang,†tilføjede han.
Hun nikkede.
â€Deres kræfter blev brugt til at nedkalde en forbandelse over Lucili,†fortsatte han og lagde sine hænder til hvile pÃ¥ sadlen. Han sænkede stemmen. â€Hendes krop følger naturens cyklus, som var den en plante, og det har den gjort i omtrent to hundrede Ã¥r nu,†forklarede han. â€Hun fødes, spirer, blomstrer og visner hen for til sidst at gÃ¥ i opløsning og dø – Ã¥r efter Ã¥r. NÃ¥r hun dør, lægger hendes krigere resterne af hende i en kiste med jord og afventer forÃ¥ret.â€
Oona snappede efter vejret. Det var dét, hun havde set på Tretinder. Hun havde set Lucili dø … men blot for senere at genopstå.’
Sagt om Næslandet-serien:
’… Det var ret meget kærlighed fra første side …’ Bibliotekat
’… det er imponerende, kreativt og flot, at et landskab kan generere en så storslået fantasi, som tilfældet er i Eva Egeskjolds roman …’
Bent Rasmussen, Skolebiblioteket