Ikke al kunst er skabt til eftertiden noget er skabt til at gå tabt. Sådan var det med den kunst, der i enevældens tid skulle markere fester i kongehuset. Gigantiske æresporte og søjlehaller skød pludselig op på byens pladser, udsmykket med skulpturer og lysende malerier. Bygninger blev pakket ind i silke, dækket med blomster eller forklædt som templer. Men det, der lignede marmor, var i virkeligheden træ, lærred, gips og papmaché. Alle de eventyrlige billeder og bygninger forsvandt igen som dug for solen.
I Skabt til at gå tabt fortæller kunsthistoriker Jesper Svenningsen om de største fester og de mest imponerende, mærkelige og kostbare udsmykninger fra begyndelsen af 1700-tallet til 1840erne. Det var en tid, hvor festkunsten på én gang var politisk kommunikation, kunstnerisk eksperiment og populær underholdning. Den var folkelig, højtravende, overfladisk, provokerende, farverig og måske mest af alt overvældende.