Nu er freden brudt på den lille, naturskønne ø Bjørkø
Ikke så langt ud for Aarhus bugt ligger den idylliske Bjørkø. Her skinner solen, og den smukke ø er kendt for sin natur, sin gæstfrihed og frem for alt den ro, som alle rejser dertil for at nyde. Men freden brydes brat, af en vigtig nyhed: Der skal bygges en Nørrebælt-forbindelse, som vil komme til at gå tværs over øen.
Det skaber stor virak, ikke mindst for Olivia. Hendes liv med kæreste og karriere er i København, men da hendes farmor bliver syg, bliver hun kaldet hjem til Bjørkø. Hun kan ikke længere ignorere sine forpligtelser som enearving til øens store herregård Lærkeholm. Her går det op for hende, hvor gennemgribende ændringer øboerne står overfor, hvis Nørrebælt-forbindelsen bliver realiseret. En motorvej vil dele øen i to og true den natur og idyl, som trækker turisterne til.
Arkæologen Alexander er også hjemme for en kort stund. Og selvom han kan forstå Olivia, er han lettet over udsigten til en ny forbindelse til øen. Alexander drømmer om international anerkendelse og gennembrud som arkæolog, men hans mor og lillesøster har ofte brug for hans hjælp til at klare hverdagen, og en bro vil gøre hans liv meget nemmere
Kan alle de gode beboere på Bjørkø nå til enighed, så de kan stå sammen og vinde deres ø tilbage?
Lærkeholm er en hjertevarm og hyggelig fortælling om vilje og sammenhold på en lille ø med et stort hjerte.